Nyhedsposten
den 17. MARTS 2000.
NR. 5 11. ÅRGANG
Snyder os selv for millioner
Post Danmark snyder sig selv for indtægter på volumenpakker
Af Palle Chr. Jensen
Manglende mærkning, scanning og fakturering af volumenpakker koster Post Danmark
tre-fire mio. kr. i indtægtstab om måneden. Det skyldes dels, at volumen-pakker
fra erhvervskunder ikke mærkes som volumenpakker, og dels at Post Danmark ikke
kontrollerer, scanner og fakturerer pakkerne med tilstrækkelig omhu.
Postcentrene vejer pakkerne og fakturerer efter vægt - men måler ikke pakkernes
volumen. Derfor slipper især erhvervskunderne for at betale volumentillæg.
Derimod formår posthusene at indkassere tillægsbetaling for volumen pakker, der
indleveres ad denne kanal.
Den korrekte håndtering af volumenpakker indebærer, at pakken mærkes med en
særlig stregkodelabel, inden den går igennem sorteremaskinen eller
håndsorteringen. På postcentret scannes stregkoden ind, og dermed faktureres
pakken automatisk som volumenpakke. En volumenpakke er en pakke, der overstiger
en meter i længden, 60 cm i bredden og 60 cm i højden.
Undersøgelse
Logistik og Distribution gennemførte i oktober en undersøgelse af håndteringen
af volumenpakker på et postcenter.
- På Østjyllands Postcenter havde man en volumenscanner i håndsorteringen. Vi
installerede yderligere en volumenscanner på sorteremaskinen, og på disse to
scannere registrerede vi volumen på samtlige pakker i løbet af tre dage. Det
drejede sig om cirka 66.500 pakker, hvoraf 1.150 var volumenpakker. Kun 42 af
disse blev faktureret som volumenpakker, oplyser afdelingsingeniør Hans
Gärtner, Logistik og Distribution.
Senere har Logistik og Distribution gentaget undersøgelsen en enkelt dag. Den
bekræfter resultatet af den første undersøgelse; nemlig at Post Danmark i alt
for ringe omfang indkasserer tillægsbetaling for volumenpakker.
Scannere installeres
I den sidste undersøgelse indgik cirka.23.000 pakker, hvoraf 262 var
volumen-pakker. Ingen af disse blev faktureret som volumenpakker. Det er derfor
besluttet, at pakkecentrene i Brøndby; Odense, Herning, Aalborg, Fredericia og
Århus udstyres med volumenscannere, som forventes installeret og i drift inden
1. oktober i år.
- Det her er et projekt til indtægtssikring. Jeg forventer, at Post Danmark
allerede i år får en merindtægt på mindst 10 mio. kr. i takt med, at vi får
rettet op på håndteringen af volumenpakkerne, siger Hans Gartner.