MINISTERIET
FOR OFFENTLIGE ARBEJDER
GENERALDIREKTORATET København V., den 24. februar 1962.
FOR POST- OG TELEGRAFVÆSENET
Centralpostbygningen. Tietgensgade 37II.
Telefon C. 66 10.
3. T. nr. 1568.
Udvidelse af telegraflaboratoriets virksomhedsområde
Det meddeles herved, at man d.d. har tilskrevet telegraflaboratoriet således:
"Bl.a. med henblik på, at tekniske forhold må forventes at få en stadig stigende betydning for udviklingen inden for den postale driftstjeneste i etaten, finder man det hensigtsmæssigt, at det overdrages telegraflaboratoriet at yde bistand også ved forsøg og undersøgelser vedrørende forhold, der falder uden for det teletekniske område, men hvor udnyttelsen af laboratoriets organisation og tekniske kapacitet kan være af betydning.
Denne udvidelse af telegraflaboratoriets virksomhedsområde tilrettelægges indtil videre efter følgende retningslinier:
"Telegraflaboratoriet udfører efter anmodning fra generaldirektoratet forsøg eller undersøgelser vedrørende kontormateriel (jfr. herved regl. IX, § l, pkt. l), der anvendes eller påtænkes anvendt i post- og telegraftjenesten.
Endvidere vil det af generaldirektoratet kunne overdrages laboratoriet at foretage undersøgelser, beregninger eller forsøg vedrørende sådanne opgaver af driftsmæssig eller administrativ karakter, hvor laboratoriemæssig eller særlig teknisk sagkyndig bistand vil være af betydning for opgavens løsning,
Der aflægges rapport til generaldirektoratet vedrørende de afholdte forsøg eller foretagne undersøgelser og beregninger.
Når det anses for formålstjenligt, vil der efter aftale med generaldirektoratet af telegraflaboratoriet kunne foranlediges anstillet forsøg ved post- og telegrafkontorer med anvendelse af materiel, der er genstand for undersøgelse ved laboratoriet. Telegraflaboratoriet retter i sådanne tilfælde henvendelse til distriktsmyndighederne, og træffer med disse aftale om, ved hvilke kontorer forsøgene skal udføres, og i hvilket omfang distriktsmyndighederne skal medvirke ved iværksættelsen af forsøgene. Forsøgskontorerne afgiver udtalelse til vedkommende distriktsmyndighed, der videresender udtalelserne til telegraflaboratoriet, ledsaget af distriktsmyndighedens egen udtalelse i sagen. De således afgivne udtalelser vedrørende forsøgene vedlægges telegraflaboratoriets egen rapport til generaldirektoratet.
Telegraflaboratoriet kan efter anmodning fra postgirokontoret foretage undersøgelser vedrørende opgaver inden for postgirokontorets sagområde. Det påhviler postgirokontoret at give generaldirektoratet fornøden underretning om foretagelse af sådanne undersøgelser, -og telegraflaboratoriet afgiver rapport til postgirokontoret om resultatet af undersøgelserne.
Man går ud fra, at telegraflaboratoriet under sin virksomhed i øvrigt vil være opmærksom på fremkomsten af nye tekniske hjælpemidler eller fremgangsmåder, som vil kunne være af betydning for post- og telegraftjenesten, og i givet fald fremkomme med forslag til generaldirektoratet om anvendeligheden af sådanne tekniske hjælpemidler m.v.
En endelig fastsættelse af reglerne for telegraflaboratoriets virksomhed i forbindelse med de i denne skrivelse omhandlede opgaver, vil finde sted når nærmere erfaringer med den herved som foreløbigt gældende fastsatte ordning foreligger. En ændring af den for laboratorieingeniøren gældende instruks afventer den endelige fastsættelse af reglerne.
Distsriktsmyndighederne og postgirokontoret er ved skrivelser af d.d., hvoraf genpart vedlægges, underrettet om den her omhandlede udvidelse af telegraflaboratoriets virksomhedsområde."
I overensstemmelse hermed bemyndiges postgirokontoret herved til at rette henvendelse til telegraflaboratoriet om foretagelse af undersøgelse vedrørende opgaver inden for postgirokontorets sagsområde.
Generaldirektoratet underrettes om sådanne henvendelser ved genpart af skrivelsen til telegraflaboratoriet.
Når undersøgelserne er afsluttet, anmodes postgirokontoret om at give generaldirektoratet underretning om resultatet ved indsendelse af en genpart af telegraflaboratoriets rapport.
TELLAB 1962 Nr 327